|
Ved lyskebrok forstås en udposning af bughinden indeholdende fx tarm i gennem et svagt område af bugvæggen i lyskeregionen. Optræder hyppigst hos mænd og i alle aldre.
Før operationen
Anden medicin m.m.: Hvis De har pacemaker, er i behandling med blodfortyndende medicin (fx Magnyl eller Marevan), eller midler mod depression SKAL dette oplyses i god tid før operationen.
Indkøb: Smertestillende - og eventuelt afføringsmedicin, der er aftalt med kirurgen. HUSK at tage eventuelt smertestillende medicin før operationen.
Barber hårene af i området.
Hjemtransport arrangeres med pårørende, taxa eller Falck.
Operationen
Indgrebet udføres i lokal bedøvelse ofte forudgået af indsprøjtning af beroligende medicin i åren.
Huden over brokket åbnes, brokket fjernes eller skubbes på plads. Der indsættes et nylonnet, for at forhindre dannelse af et nyt brok. Under operationen kan der hos mænd i en kort periode føles et ubehageligt træk op i maven og ned i pungen.
Efter operationen
Mod smerter: Fx kan anvendes Ibuprofen 600 mg 3 gange daglig i 3 dage, man skal starte 1 time før operationen. Derefter kan man tage Paracetamol, Kodimagnyl eller Ibuprofen efter behov.
Vi tilrådersengeleje til næste morgen.-
Afføringsmedicin: På grund af tendens til forstoppelse efter operationen, anbefales det, at man den første uge tager fx svesker eller Magnesia tbl. 2 stk. om aftenen.
Forbinding: Det er tilladt efter første dag at tage brusebad - forbindingen fjernes efter 2 dage, med mindre andet er aftalt.
Restriktioner: På operationsdagen må man ikke selv køre bil, og man bør forholde sig i ro.
Men allerede fra dagen efter er det vigtigt at bevæge sig.
Sygemelding: Det er tilladt at gå på arbejde dagen efter operationen, men de fleste foretrækker 1-2 uges sygemelding.
Komplikationer
Mindre blodudtrædning i underhuden, eller mindre blodansamling under såret giver ofte en blå-sort misfarvning af huden helt ned på kønsorganerne, misfarvningen er uden betydning og forsvinder efter dage til uger.
Større blodansamlinger eller betændelse i såret ses sjældent. Nyt brok samme sted, eller langvarige smerter er yderst sjældent.
Søg læge: Ved tegn på større blødning eller betændelse skal kirurgen, vagtlæge eller skadestue straks kontaktes.
|