Operation af åreknuder på benene

Åreknuder opstår, når de klapper, der sidder indvendigt i årerne (venerne), ikke længere fungerer. Årerne bliver udvidede og ”længere” og mere synlige under huden. Der vil fortsat være blod i årerne, men det transporteres ikke videre som i normale årer. Derfor har blodet allerede fundet andre veje, så kredsløbet stadig kan fungere. Behandlingen består i, at de beskadigede årer afbrydes, så der ikke længere kommer blod til dem.

VARICER FLEBEKTASIER
varice  flebektasi  spider vein 
 
Før operationen

Hvis der er aftalt operation i lysken, skal hårene i området fjernes. Det er vigtigt, at man IKKE smører creme på benene, da årerne skal markeres inden operationen.

Medbring støttestrømpe til brug efter operationen, eller køb den i klinikken.Ca pris 100 kr.

Arrangere hjemtransport, da det frarådes, at man selv kører bil lige efter operationen.

Ofte vil der blive foretaget vene scanning før selve operationen.Herved påvises evt insufficiens af klapper specielt i lysken.

Vene scanning foretages med ultralyd med farvedoppler funktion. Se mere her


varicer

Operationen

Operationen foretages i lokalbedøvelse, der sprøjtes ind i huden med en tynd nål.
Ved operationen lægges - ofte mange - små snit i huden, hvorefter åren trækkes frem og afbrydes. Snittene er så små, at de som oftest ikke behøver at blive syet.Man kan også  foretage små indstik over åreknuderne og indsprøjte materiale i blodkaret, der ødelægger åren, og dette er i mange tilfælde meget effektivt ved små åreknuder.I nogle tilfælde omfatter behandlingen også en operation i lysken, hvor en stor ”samleåre” skal afbrydes. 
Til sidst lægges elastisk støttestrømpe på benet, som skal bruges den næste måned.

Efter operationen

Mod smerter: Normalt er der ikke særlige smerter efter operationen. Hvis der alligevel er behov for smertestillende medicin, vil Paracetamol eller Kodimagnyl være tilstrækkelig.
Omfatter operation også årerne i lysken, vil behovet for medicin være større, og de anførte præparater kan suppleres med medicin af typen Ibuprofen.

Forbinding: De små operationssår lukkes med en lille gaze mesche eller evt. tråde. Gazen fjernes dagen efter operationen.  Er huden lukket med tråde, fjernes de efter 10 dage hos egen læge. Dagen efter operationen fjernes elastikbindet, og man anbefales at bære støttestrømpe den næste måned. Støttestrømpe skal medbringes eller kan købes i klinikken.

Restriktioner: Man må ikke selv køre bil hjem, med mindre andet er aftalt.
Det er gavnligt at bevæge sig i normalt omfang fra dagen efter operationen. Det anbefales i den første uge, at have det opererede ben i vandret stilling, når man sidder.

Sygemelding: Sygemelding kan strække sig fra et par dage til en uge afhængigt af indgrebets omfang, og hvilket arbejde man har.

Komplikationer
Der kan ofte ske en lille blodudsivning i forbindingen. Dette er normalt uden betydning.
Kommer der blødning uden for forbindingen, vil denne normalt stoppe, når benet løftes til vandret, og der trykkes let med fx et håndklæde på stedet. Når blødningen er ophørt, tilrådes det at lægge lidt ekstra gaze eller lignende oven på forbindingen. Større blødning eller betændelse er meget sjældent. Der kan komme misfarvning af hud og smerter de første uger ved indsprøjning af materiale i varicerne.
Søg læge: Ved større blødning eller tegn på betændelse skal kirurgen, vagtlæge eller skadestue straks kontaktes.

Copyright © Kirurg Klinikken 2021 All rights reserved.

Sitemap
Designed by AHEADworX